Generalforsamling

GF-Pilely´s Generalforsamling den 13/4.2010

 

Dagsorden:

1. Valg af Dirigent

2. Formandens beretning

3. Regnskab 2009

4. Forslag

5. Valg

Formand Ole Jan Andreasen Vælges for 2 år

Bestyrelsesmedlem Rene Askham Genopstiller ikke

Bestyrelsesmedlem Arne Larsen Genopstiller ikke

Bestyrelsessuppleant Jørgen Andersen Vælges for 2 år

Revisor Preben Eriksen Vælges for 2 år

Revisorsuppleant Richard Senger Vælges for 1 år

6. Eventuelt

Velkomst.

Formanden bød velkommen og konstaterede med glæde, at der i år var mødt mange nye medlemmer op til generalforsamlingen.

Valg af dirigent.

Formanden foreslog Arne Pedersen. Der fremkom ingen andre forslag. Arne Pedersen blev valgt med akklamation.

Arne Pedersen takkede for valget. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

Han gennemgik derefter den udsendte dagsorden. Ingen havde bemærkninger til denne. Det blev konstateret, at der var ca. 35 ?? medlemmer til generalforsamlingen heraf 21 stemmeberettigede medlemmer.

Formandens beretning.

Først vil jeg endnu engang byde velkommen til Pilelys ordinære generalforsamling.

De emner, jeg har valgt at omtale i år, er forhold omkring bestyrelsen, Indbrud, vore veje, fastelavnsfesten, lyslederkabler, nye medlemmer, foreningens økonomi og foreningens kommende 60 års jubilæum.

Bestyrelsen.

Efter nogle år som formand for grundejerforeningen, valgte jeg i 2006 at forlade bestyrelsen for at give plads til nye kræfter i bestyrelsesarbejdet. På den pågældende generalforsamling blev Brian Ravnsbæk valgt som formand. I sommeren 2009 valgte Brian at udtræde af bestyrelsen for at hellige sig sit arbejde og sit privatliv. Da ingen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer ønskede at overtage formandsposten, blev jeg på en ekstraordinær generalforsamling, afholdt den 7. september 2009, anmodet om at genindtræde som formand. Den efterfølgende periode er forløbet godt. Der har været et struktureret og solidt samarbejde i bestyrelsen, og vi har nået de mål, som vi havde sat os.

Indbrud.

I dag hører vores område under Københavns Politi. Hvis vi ser på de kvartalsvise stigninger i antallet af indbrud og kigger på perioden 1. kvartal 2006 til 1. kvartal 2010, så kan det konstateres, at der har været en stigning i antallet af indbrud i beboelse på knapt 60 %. Det er selvfølgelig ikke særlig rart.

Vi bor i et område, hvor der i lange perioder har været ualmindelig fredeligt, men det sidste halve år har vi oplevet en række indbrud på henholdsvis Mortel Allé, Hilversumvej og Slødam Allé. Det er min opfattelse, at der også har været indbrud på Nøragersmindevej. Så vidt at det er oplyst, så er inden af de anmeldte indbrud opklaret. Der har været en række gisninger om, hvem der kan have forøvet disse indbrud. Nogle mener at have set unge mænd fra lokalområdet, andre østeuropæere og endelig er der nogen der har den opfattelse, at de begåede indbrud er forøvet af nye asylansøgere. Vi kan blot konstatere, at vi ved det ikke!

I "gamle dage", kunne vi lade dørene stå ulåste. Det kan vi ikke i dag. Bestyrelsen skal desværre her på mødet opfordre medlemmerne til at gå hjem og kontrollere vinduer og døre og sikre sig, at det bliver så besværligt som muligt at begå indbrud. Samtidig skal jeg anmode medlemmerne om at bruge ekstranære ressourcer på at holde øje med, hvem der færdes i vores område, kontakte uvedkommende og anmelde mistænkelige forhold til politiet.

Nabohjælp er ikke kun en floskel. Nabohjælp er kommet for at blive!

Vore veje.

Det har været en hård vinter og rundt omkring i landet er der opstået meget store huller og revner i vejene. Vore veje er heller ikke gået ram forbi, og der er opstået en del revner.

Gert kom på et tidspunkt med en genial ide. Han har set hvordan man lukker revner i vejene, og han har herunder konstateret, at vejfolkene bruger en form for asfaltmasse, som en medarbejder "med et mindre håndværktøj" hælder ned i revnerne. Altså ikke noget med store komplicerede maskiner.

Jeg har været inde at kigge på Internettet og kan konstatere, at de materialer der bruges, ikke uden videre kan hentes i enhver farvehandel. Der skrives om båndforsegling, revneforsegling, asfaltmørtel, bitumopløsning og Sur Emulsion. Ingredienser - der tilsyneladende kun kan købes en gros på de store asfaltfabrikker.

Hvis der er nogen af grundejerforeningens medlemmer, der har indsigt i den omtalte form for revneforsegling og kan anvise en løsning, hvor grundejerforeningen selv kan stå for opgaven og derved spare forholdsvis store beløb, så hører vi meget gerne nærmere. Ellers må vi i løbet af sommeren ud at have fat i et entreprenørfirma, der kan lukke revnerne i vore veje.

Det er også blevet anført, at endnu en eller 2 af vore rendestensbrønde er ved at skride sammen. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder ved disse skader, men bestyrelsen skal i løbet af foråret ud at foretage et vejsyn, der også dækker vore vejbrønde.

Fastelavn.

Fastelavnsfesten afholdes traditionelt hvert år, og helt traditionelt nævnes den også på foreningens generalforsamling. Festen blev igen i år afholdt ud for Inge og Gert på Slødam Allé, og den forløb over al forventning. Traditionelt var det meget koldt. I år var der 64 tilmeldte glade børn, der kunne slå katten af tønden og gå hjem med slikposer, kakaomælk og fastelavnsbolle eller flødeboller. Gaverne er heller ikke værd at kimse af. Og det gælder ikke mindst voksengaverne der bestod af henholdsvis whisky og cognac.

Vi finder fortsat at paptønden er lidt irriterende, da den ikke er til at slå i stykker. Inge har talt om, at hun vil prøve at finde en mini trætønde til de helt små.

Som et særligt kuriosum i år skal nævnes, at Gert drog ud til Dragør, hvor han købte en helt ny og meget flot kæmpe stor trækølle. Den type, der også bruges af fastelavnsridderne. Trækøllen var dog dårligt taget i brug, før den flækkede. Det er som jeg altid har sagt. De stærkeste kvinder og mænd på Amager, de bor i Grundejerforeningen Pilely.

Lyslederkabler.

Vores mulighed for at få højhastighed på Internettet via Lyslederkabler har tidligere været omtalt på generalforsamlingen. Lyslederkabler skulle også give konkurrencemæssige muligheder i forhold til Stofanet TV. Dong Energi er ved at nedlægge lyslederkabler på den vestlige side af Kongelunds-vej mellem Finderupvej og Ugandavej. Vores område er betegnet som område 9, og her er der planlagt nedlæggelse af kabler i 2012, så det har fortsat lange udsigter.

Nedlæggelse af lyslederkabler vil formentlig have den fordel, at vi får vores kabler til strøm og vejbelysningen nedlagt i de samme brønde, og derved slipper af med de mange luftledninger.

Bortset herfra, så er det nok meget tvivlsomt, om lyslederkablerne vil give den store gevinst. Det har vist sig, at de fjernsynsselskaber, der betjener lyslederkunderne har store praktiske og økonomiske problemer, og at selskaberne som følge deraf ikke har vist sig konkurrencedygtige.

Nye medlemmer.

Udskiftningen af medlemsskaren i grundejerforeningen er fortsat bemærkelsesværdig stor. Problemet for grundejerforeningens bestyrelse er, at vi ikke altid ved hvornår de nye medlemmer flytter ind. Derfor ser vi meget frem til at møde de nye medlemmer på vores generalforsamlinger, men de nye medlemmer er i almindelighed kun meget begrænset repræsenteret. Derfor er vi i bestyrelsen også meget positivt overraskede over, at der i dag er fremmødt så mange nye medlemmer. Tak for det.

Økonomi.

Pilely har en generel sund økonomi. Detaljerne omkring vores økonomi vil Inge gennemgå i forbindelse med sin regnskabsaflæggelse. Jeg vil dog her på generalforsamlingen nævne nogle forhold, der har - eller kan forventes at få - indflydelse på vores økonomiske forhold på "den lange bane".

Samtlige rendestensbrønde og det tilhørende rørsystem ejes af grundejerforeningen. Det betyder, at vi selv skal forestå reparation og udskiftning. Den øverste del af flere af vore rendestensbrønde er i tidens løb brudt sammen, og disse har vi fået repareret til en acceptabel pris. Hvis vi får større skader, så får vi nogle meget omkostningstunge reparationer!

Da vi for ca. 12 år siden fik repareret vor veje, da var mit udgangspunkt, at vi samtidig skulle have udskiftet vore betonkantstene til bløde granitkantstene. Det kunne jeg dog ikke samle flertal for i den daværende bestyrelse. De kommende år må vi forudse, at de gamle betonkantstene forgår, og vi løbende skal foretage udskiftning af vore kantstene.

Vore veje slides fortsat, og om formentlig ca. 10 år skal vi have lagt et nyt slidlag. Spørgsmålet er, om det fortsat vil være muligt lægge slidlag på slidlag, eller om der til den tid skal ske totalrenovering. Under alle omstændigheder, så vil der blive tale om en millioninvestering.

For ca. 5 år siden pålagde Tårnby kommune os en vedligeholdelsespligt på den sydlige side af Nøragersmindevej. Vejen er fortsat i fin stand, men vi skal altså fortsat tage højde for forpligtelsen.

I disse nedgangstider har bankerne etableret et meget stort rentespænd mellem indlånsrenten og udlånsrenten. Det har også ramt Pilely. Vi har derfor kunnet konstatere, at vi det sidste år har fået en helt uacceptabel lav rente hos begge vore banker (Nordea og Forstædernes bank). Vi er nu gået i dialog med de forskellige pengeinstitutter om at omplacere vore penge. Det mest sandsynlige valg lige nu er nok, at vi placerer foreningens penge i BRF kredit, der umiddelbart tilbyder den bedste rente. Vi håber at have en løsning klar inden for ganske få uger.

Som en konsekvens af de fremtidige forpligtelser vi står over for, er det min opfattelse, at vi på sigt bør forøge vores opsparing i foreningen, så vi ikke inden for en overskuelig fremtid risikerer at skulle ud at optage nye store lån. Lånene, der blev optaget for 12 år siden er ved at udløbe, og foreningens bestyrelse vil derfor muligvis om 1 – 2 år fremsætte forslag til styrkelse af vejfonden.

Foreningens 60 års jubilæum.

Den 16. november 2012 kan Grundejerforeningen Pilely fejre sit 60 års jubilæum. Foreningens 50 års jubilæum i 2002 husker vi tilbage på med stor begejstring, fordi det var en rigtig god fest, som mange synes vi skulle gentage hvert eneste år, men også med nogen bedrøvelse, fordi bestyrelsen efterfølgende gik i opløsning som følge af uenighed om regnskabet.

Vi vil i dag meget gerne høre om - og hvordan - I eventuelt synes at jubilæet i 2012 skal markeres?

Med disse ord vil jeg overlade min beretning til generalforsamlingen.

Dirigenten gennemgik beretningen og bad om medlemmernes bemærkninger.

Folke Nyberg

tilkendegav, at tanken om at øge vejfonden ved en forøge det årlige kontingent var en rigtig god ide. Han havde oplevet, hvordan medlemmerne i en anden grundejerforening pludselig skulle betale 62.000 kr. pr. parcel til nye veje. Det håbede han, at vi kunne undgå hos os.

Formmanden erklærede sig enig, men forklarede, at medlemmerne ved en forespørgsel for nogle år siden havde sagt nej til en øget opsparing. Såvel ældre beboere med en begrænset økonomi som nogle af de nye boligejere, med meget store udgifter, ville naturligt være bekymrede ved tanken om at skulle forøge betalingen til foreningens vejfond.

Formandens beretning blev herefter godkendt med akklamation.

Regnskab for kalenderåret 2009.

Kasserer Inge Larsen gennemgik regnskabet for 2009 punkt for punkt. Hun forklarede, at Pilely havde aktiver for i alt 81.126 kr., hvoraf de 78.768 kr. var indestående i Nordea. Hun forklarede endvidere, at et bortrejst medlem fortsat manglede at betale kontingent for en 2 årig periode, og at denne sag var ved at blive anvist til advokat. At teksten "Gaver til runde mærkedage" var blevet ændret til "Opmærksomhed til grundejere", idet vi i 2009 havde været repræsenteret mere ved begravelser end ved runde fødselsdage.

Endelig oplyste hun, at der i 2010 var blevet overført et beløb på kr. 10.000 kr. til vejfonden. Som det fremgik af regnskabet, så burde dette beløb være overført allerede i 2009.

Vedrørende Vejfonden kunne det oplyses, at vejfonden pr. dags dato havde aktiver for 184.539 kr. hvoraf den 174.539 kr. stod i Forstædernes bank pr. 31/12-2009, og de sidste 10.000 kr. var overført fra Pilelys grundkonto til Vejfondens konto efterfølgende.

Om renter forklarede Inge, at vi havde modtaget en renteindtægt fra Nordea på kr. 181 kr., men at vi i samme periode havde betalt gebyrer på kr. 422,- kr. (bl.a. i forbindelse med FI kort)

Vedrørende Vejfonden havde vi fra Forstædernes bank modtaget en rente på kr. 229 kr. mens vi i samme periode havde betalt et gebyr på kr. 60,-.

Det var ovennævnte renteforhold, som vi jf. formandens beretning forsøgte at ændre til det bedre.

Erna Jensen

spurgte om kassereren ikke kunne gøre det muligt at indbetale sit kontingent via Betalingsserve i stedet for via FI kort.

Kassereren forklarede, at det havde været forsøgt, men det havde vist sig, at samtidig med at det var gratis for medlemmerne at indbetale via Betalingsservice, så var det meget dyrt for grundejerforeningen at opretholde Betalingsservice, når vi ikke var flere end 90 medlemmer. Årsagen hertil var, at der er knyttet nogle meget høje grundgebyrer til Betalingsservice, som foreningen skal betale uanset antallet af medlemmer.

Regnskabet blev herefter godkendt med akklamation.

Forslag.

Der var ikke fremkommet forslag til generalforsasmlingen.

Valg.

Følgende var på valg:

Formand

Ole Jan Andreasen

, der erklærede sig villig til genvalg. Valgt med akklamation.

Bestyrelsesmedlem René Askham, der ikke ønskede at genopstille.

 

Bestyrelsen foreslog valg af

 

 

Jane G. H. Kaste

, Hilversumvej 29, der ved fuldmagt havde tilkendegivet sit ønske om at opstille til bestyrelsen. Valgt med akklamation.

Bestyrelsesmedlem Arne Larsen, der ikke ønskede at genopstille.

 

Efter almindelig forhøring i salen foreslog bestyrelsen

 

 

Jan Ole Hansen

, Hilversumvej 56A. På forespørgsel gav denne tilsagn om at lade sig indvælge i bestyrelsen. Valgt med akklamation.

Bestyrelsessuppleant

 

 

Jørgen Andersen

, Hilversumvej 47, der erklærede sig villig til genvalg. Valgt med akklamation.

Revisor Preben Eriksen, der ikke var mødt og ikke havde afgivet fuldmagt. Ingen ønskede at lade sig opstillet til posten. Det blev herefter aftalt, at bestyrelsen tog kontakt til Preben Eriksen, for at høre om denne var villig til genvalg.

 

Revisorsuppleant Richard Senger, der havde meddelt at han beklageligvis var forhindret i at deltage i generalforsamlingen. Uden at der var afgivet en skriftlig fuldmagt var det såvel formandens som dirigentens opfattelse, at Richard Senger var villig til at fortsætte som revisorsuppleant. Trods flere forespørgsler i salen var der ingen der ønskede at lade sig opstille til posten. Generalforsamlingen besluttede herefter med forbehold, at Richard Senger var valgtes til revisorsuppleant.

 

 

Eventuelt.

Gert (Slødam alle 4) Foreslog at der blev afholdt "Kræmmermarked " på plænen hjørnet nøragersmindevej / hilversumvej .

Der blev fra salen gjort opmærksom på at der kan købes reparations matriale til lapning af veje.

Afslutning.

Formanden takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer René Askham og Arne Larsen for et godt samarbejde i de perioder, der var gået, og han ønskede dem held og lykke i fremtiden.

Formanden takkede herefter de fremmødte medlemmer for et godt møde, og ønskede dem alle en god hjemtur.

Thomas Kongensgaard Arne Pedersen Ole J. Andreasen

Sekretær Dirigent Formand

| Svar

Nyeste kommentarer

20.11 | 07:57

Stor tak til bestyrelsen for en dejlig 70 års jubilæumsfest.

19.03 | 15:15

Hej..Jag skriver på svenska..Vi söker Ketty Brink på Mortel alle 17 och finner inget telefonnummer.
Skicka gärna svar över mail så skickar jag ett telefonummer

19.03 | 11:09

Vi skrev om bismag på drikkevandet d. 20/12 2020, og er lidt kede af at ingen har svaret men tager det for et udtryk for, at det er der ikke.

01.01 | 14:32

Ønsker Pilely Godt nytår
Har dog en stor appel til dem på Hilversumvej ud for 56 A .
Fjern venligst al jeres nytårs efterladenskaber straks.
Mvh. 56 A